Den anden aften så jeg Bjarne Riis i et interview på TV2. Han var godt placeret i en bred lænestol – så var man da ikke i tvivl om, at det altså var et interview af den dybdeborende slags. Interviewet handlede om Bjarne Riis’ svære år (sidste år forstås). Omdrejningspunktet var selvfølgelig doping og Tour de France. Thomas Kristensen, TV2′s Tour de France kommentator, var intervieweren. Men han var ikke kommet ret meget længere end de journalister, der dækkede begivenheden sidst den var på skærmen i foråret 2007, da Bjarne Riis forkyndte sin uskyld.
Det er som om journalist efter journalist forsøger at få dopingsynderne til at angre det, de har gjort. Om Bjarne Riis da nu ikke føler, han er et dårligt menneske. Han har jo løjet for hele verdens befolkning og alverdens journalister. Han er tourvinder af 1996 på falske forudsætninger. Sikke noget vrøvl. Elitesportsudøvere vil dø for deres sport – det er derfor de er elitesportsudøvere! Og de bruger de forhåndenværende midler til at nå der til, hvor de er. Jeg siger ikke at doping skal tillades – det er trods alt til stor fare for den enkelte rytter – men kære sportsjournalist: Prøv lige at vær lidt mindre tung at danse med. Kom ud af den dobbeltmoralske, hykleriske tilgang og ind i en for alvor dybdeborende retorik, hvor vi, som seere, lyttere og læsere får indblik i elitesportens verden gennem andet end klicheer og syndebuksretorik.
Uheldigvis falder Bjarne Riis af og til i de dobbeltmoralskes fælder. Desværre bliver han gang på gang tvunget til, af de uopfindsomme journalister, at udtrykke, hvor ked af det han har været over at måtte lyve. Men det fryder mig, at han stadig tør sige, han er stolt over sin præstation. Bliv ved med det, Bjarne. Måske går det en dag op for de respektive journalister, at hvis ikke elitesportsudøverne er villige til at udfordre grænserne, så bliver der ikke længere noget: højere, længere, stærkere. Og en del vil vide, at amatørsport på tv ikke spinder guld.
Tags: dobbeltmoral, journalistik, sport
oktober 3, 2008 kl. 11:58 am
Nej du har ret – han bør være stolt for sammenlignet med alle de andre dopede ryttere så var han alligevel den der nåede først over bjerget og i mål. Men selvfølgelig havde han et moralsk valg og jeg tror faktisk at denne fadæse vil følge ham resten af livet. Det bliver interessant om der reelt er noget om at fire af rytterne i hans ‘stald’ har været dopede. Det bliver ikke rart at se på hvis der er noget om den snak.
Og så vil jeg lige slutte af med at konkludere at interviews med sportsudøvere generelt er den værste fjernsynsgenre: Hvad følte du da de andre scorede? (meget overraskende: Det var rigtig rigtig træls!) Tror du at du kan springe højere om fire år? (Ja hvis jeg får råd til sko) Hvordan havde dine dæk det på den våde bane? (Spørg dem selv!) Hvordan vil I vinde den næste kamp? (Ved at møde op og score mål – i de andres mål)
oktober 5, 2008 kl. 3:09 pm
puha ja – det ser sort ud for Fränk Schleck, som vel nok er godt på vej fra heltestatus til syndebuk i mediernes dømmemaskine!